Når man læser overskriften, vil mange nok tænke på alle de mange andelsboligforeninger, der er på Østerbro, og en del vil måske sige at andelstanken er død eller døende. Igen med tanke på andelsboligforeningerne på grund af de voldsomme prisstigninger vi har set det sidste års tid.
Hvordan kan man så påstå at andelstanken har det godt?
Først og fremmest må man lige prøve at skrue tiden tilbage for at finde ud af, hvad andelstanken egentlig går ud på. Oprindeligt var det bønderne som gik sammen om landbrugsproduktion, som et modspil til godsejerne, der efter bøndernes mening snød dem for ordentlige priser for deres varer, og den oprindelige definition var noget lignende dette:
” formålet er at fremme andelshavernes produktion og fælles økonomiske interesser på den mest indbringende måde”.
Dette er så hen ad vejen blevet gradbøjet i større eller mindre grad, afhængig af i hvilken situation man anvender ordet ”andelstanken” og hvem der gør det. Hvis man skal vende tilbage til andelsboligformen, bliver ”andelstanken” af mange tolket som ”billig bolig”. Og det passer måske også med den oprindelige ide med at stifte en andelsboligforening, men det er et faktum, at langt de fleste foreningers formål i henhold til deres vedtægter er, ”at eje og drive ejendommen”.
Spørgsmålet er nu om ”eje og drive” kan oversættes til ”billig bolig”.
Eller skal man vende tilbage til den oprindelige definition og sige, at ejendommen skal drives på en måde, som sikrer andelshaverne den lavest mulige boligafgift og den højest mulige pris, når de vil sælge deres bolig? Det er et stort spørgsmål som har givet anledning til lange debatter i andelsboligforeningerne. Med en lav boligafgift har de nuværende andelshavere en billig bolig, men for en ny andelshaver, som skal låne til indskuddet, kan det blive så som så med billig bolig. Dog er de fleste andelsboliger stadig billigere end tilsvarende ejerboliger, og hvor går grænsen mellem dyr og billig for resten?
Der er mange andelsboligforeninger på Østerbro, så derfor har andelstanken det godt. Den er bare ikke blevet defineret præcist i de enkelte foreninger, og derfor kommer nye andelshavere ind i foreningerne med deres egne forudsætninger, som ikke behøver at være de samme som andre andelshaveres, og så dukker de modstridende interesser op. De fleste har hørt om ”de gamle” som kun tænker på, at deres børn og børnebørn på ventelisten kan få en billig og attraktiv bolig, og når de samme børn og børnebørn så har fået den billige bolig, hører de pludselig til den anden gruppe som bare vil sælge den så dyrt som muligt.
Et andet sted hvor andelstanken lever er i Københavns Andelskasse, som er et ægte lokalt pengeinstitut, som holder til på Østerbro. En andelskasse er et pengeinstitut, som drives på andelsbasis af kunderne.
I andelskassens vedtægter kan man læse, at formålet er at drive pengeinstitut, herunder at arbejde for økonomisk fordel for såvel indskydere som låntagere, samt at yde andelshaverne bedst mulig økonomisk service. I dagligdagen betyder det, at andelskassen skal have overskud til en vis grænse, men samtidig skal sørge for at rente- og gebyrvilkårene bliver så gunstige som muligt. Eller sagt på en anden måde: ”hvis overskuddet bliver for stort, skal vilkårene forbedres”. Og jo flere andelshavere der er i andelskassen, jo større kan overskuddet blive, og jo bedre kan vilkårene blive. Det er helt i tråd med den gamle tanke om at fremme de fælles økonomiske interesser hos andelshaverne. Og det er der flere og flere, som forstår.
I andre pengeinstitutters formålsparagraf, kan man også læse at formålet er at drive pengeinstitut. Men her stopper det som regel. Og hvis det eneste formål er at drive pengeinstitutvirksomhed, må det betyde at tjene så meget som muligt til aktionærerne.
I andelskassen skal man også tjene så meget som muligt, men til andelshaverne.
Umiddelbart skulle man så tro, at formålet var det samme, men det er det ikke. I andelskassen er alle kunder andelshavere, så overskuddet går kun til kunderne. I bankerne er der mange kunder som ikke er aktionærer, og som derfor ikke får del i overskuddet, men kun betaler til aktionærerne, og mange er aktionærer uden at være kunder.
Er kunderne i Københavns Andelskasse så nogle gamle romantikere som lever i fortiden? Naturligvis ikke. Der findes selvfølgelig nogen, som tænker på, at de kan være med til at sikre andre nogle gode vilkår. Men langt de fleste kunder er moderne mennesker, som tænker på sig selv, og som har fundet ud af, at man godt kan tænke på sig selv i fællesskab med andre. Igen helt i tråd med den oprindelige andelstanke. Kunderne i Københavns Andelskasse har en fælles interesse i at opnå så gunstige økonomiske vilkår som muligt, og det gør man bedst ved at være fælles om det.
En anden stor forskel på at være kunde i en bank og i Københavns Andelskasse er, at der er en større grad af demokrati i andelskassen. Det kan man være for eller imod, men et vigtigt andelsprincip er, at man har én stemme uanset hvor stor kapital man ejer. I andelskassen har det den praktiske betydning, at man rent faktisk har en chance for at få medindflydelse, når der er valg til andelskassens ledelse. I de store banker, har man ikke en jordisk chance medmindre de store aktionærer ønsker dig ind i ledelsen. I den største bank, er der en enkelt aktionær, som stort set kan bestemme det hele selv.
Så på Østerbro lever andelstanken i almindelighed, og i Københavns Andelskasse i særdeleshed.
